Om foreningen
Vi er en gruppe kvinder, der har eller har haft kræft i underlivet. Vi ved ud fra egne erfaringer, at der er et stort behov for at tale med andre, der har været i en lignende situation og kan svare på nogle af de ikke lægelige spørgsmål, der kommer, når man får en kræftsygdom. Vi er alle frivillige, og vore kontaktpersoner og vejledere har deltaget i kurser hos Kræftens Bekæmpelse, der kvalificerer dem til at støtte og vejlede andre.
Formål
Vores formål er:
- at vejlede og støtte kvinder, der har eller har haft kræft i underlivet
- at skabe åbenhed og debat om underlivskræft
- at arbejde for at forbedre forholdene for kvinder, der har eller har haft kræft i underlivet
- at arbejde på at forbedre overlevelsesmulighederne for kvinder med underlivskræft
- at informere kvinder med kræft i underlivet, deres pårørende samt andre interesserede gennem møder, KIU-blade etc.
- at arbejde for at skabe et stærkt landsdækkende netværk af kontaktpersoner, og inspirere og støtte kontaktpersonerne til at oprette KIU-netværksgrupper
KIUs historie
KIUs historie begynder i 1993, da nogle kvinder besluttede sig for at gøre noget for kræftpatienter med underlivskræft.
Vores historie starter helt tilbage i begyndelsen af 1990erne. Dengang fandtes der nogle terapi- og selvhjælpsgrupper for kræftpatienter, men ikke specielt for vores sygdomsgruppe. Og så var der stort set ingen fokus på underlivskræft i medierne.
Det må vi gøre noget ved, mente et par kvinder. De planlagde i 1993 i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse et seminar for kvinder med underlivskræft fra hele landet.
Det viste sig, at kvinder med kræft i underlivet blandt andet har behov for at mødes med andre i samme situation, og der blev dannet et netværk. Et netværk, der eksisterede, indtil vi i 2001 blev en selvstændig patientforening.
Nogle af de tilbud, som vi har i dag, f.eks. træffetid på sygehusene, blev startet af netværket.
Vi samarbejder i dag stadig med Kræftens Bekæmpelse.
KIUs protektor
Foreningens protektor er kongelig skuespillerinde Ghita Nørby. Ghita Nørby fik konstateret underlivskræft i 1993. I bogen "Vi længe leve", som er udgivet på Kroghs Forlag, fortæller hun om sin sygdom:
"Det er et stort arbejde at have så stor en sygdom. Det kræver mange kræfter af patienten og af de nære omgivelser. Jeg må give Karen Blixen ret, når hun siger: "Alle mennesker bliver ulykkelige. Det er ikke interessant. Det interessante er, hvordan man tackler det." Det er opgaven, også når det gælder kræft."